I dagens hovedhistorie skriver Lars Trier Mogensen, at “der intet belæg [er] for, at unge lader sig presse til at sænke ambitionsniveauet,” i forhold til, at unge ikke kan presses fra universitetsuddannelserne og ud i erhvervsuddannelser som sosu-assistenter, soldater og pædagoger. Jeg er enig i påstanden, men det er uheldigt, at det bliver fremstillet som en sænkelse af “ambitionsniveauet,” hvis man ikke søger ind på en universitetsuddannelse. Jeg vil påstå, at en soldat, sosu-assistent eller pædagog sagtens kan være ambitiøs på sit fags vegne. Et sådant sprogbrug er med til at fastholde en kollektiv konsensus om, at der findes “rigtige” eller mere “ambitiøse” uddannelser end andre. Måske det faktisk i højere grad er her, altså i kulturen og retorikken omkring uddannelserne, at regeringen kan finde løsningen på sit problem?
Læsernes opslagstavle
Uheldig sprogbrug omkring erhvervsuddannelserne
I dagens hovedhistorie skriver Lars Trier Mogensen, at “der intet belæg [er] for, at unge lader sig presse til at sænke ambitionsniveauet,” i forhold til, at unge ikke kan presses fra universitetsuddannelserne og ud i erhvervsuddannelser som sosu-assistenter, soldater og pædagoger. Jeg er enig i påstanden, men det er uheldigt, at det bliver fremstillet som en sænkelse af “ambitionsniveauet,” hvis man ikke søger ind på en universitetsuddannelse. Jeg vil påstå, at en soldat, sosu-assistent eller pædagog sagtens kan være ambitiøs på sit fags vegne. Et sådant sprogbrug er med til at fastholde en kollektiv konsensus om, at der findes “rigtige” eller mere “ambitiøse” uddannelser end andre. Måske det faktisk i højere grad er her, altså i kulturen og retorikken omkring uddannelserne, at regeringen kan finde løsningen på sit problem?
Fra Benjamin