Overton-vinduet bagfra

“Stuerene, det bliver I aldrig.” Nyrup til DF, 1999. Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix
For et par uger siden skrev Oliver Stilling en føljeton om den hårde retorik mod muslimer i Danmark, hvor han kom ind på det såkaldte Overton-vindue: “Det er et begreb, der definerer hvilke politiske ideer og holdninger, der på et givet tidspunkt anses for acceptable at diskutere i det offentlige rum … Over tid kan vinduet flytte sig, så ideer, der tidligere var unævnelige, bliver en del af den gængse debat.” Da vi udgav artiklerne, blev vi anbefalet idéhistorikeren Mathias Hee Pedersens podcast Paradigmeskiftet. I et nyt afsnit gennemgår han begrebet remigrations rødder i den højreradikale identitære bevægelse – som han er en af dem, der har beskæftiget sig mest indgående med. I arkivet forklarer han netop også Overton-vinduet i dybden.