Sundhed for alle, lyder Sundhedsstyrelsens mission. Langt fra alle har dog den oplevelse. Det opdagede studerende Cecilie Thorndahl Petersen, da hun på TikTok efterspurgte kvinders erfaringer med sundhedsvæsenet. 1.200 svar fik hun tilbage. I en kommentar i Information deler hun flere kvinders historier om at blive affejet og ignoreret af læger og sundhedspersonale. Eksempelvis 19-årige Naja, hvis milt var ved at sprænge, fordi lægerne bare troede, hun var gravid og bad hende gå hjem og tage en test. Thorndahl Petersen kalder det et strukturelt problem: “Det handler om, at kvinders sundhed ikke tages alvorligt nok.”

Kan man se det skønne i en nyklippet græsplæne og stadig være hardcore økolog? Naturkonservator Guillemette Gandon kan. Hos Earth.org udfordrer hun dikotomien mellem natur og kultur – en opdeling, der allerede blev introduceret af den franske filosof René Descartes i 1600-tallet, og som måske, måske ikke, er medskyldig i klimaets og økosystemernes tilstand i dag. Gandon foreslår, at vi integrerer lokal kultur, levevis og historie i naturkonservering og ser mennesket som en del af – ikke over, under, eller ved siden af – den natur og de landskaber, vi gerne vil beskytte.

Du står ved båndet i sikkerhedskontrollen, lægger din taske i plastikkassen og trækker den lille gennemsigtige pose med toiletsager frem. Idet du træder ud på den anden side af scanneren og pakker det hele sammen igen, er noget ved dig forandret. Det mener professor Emmanuel Carré i hvert fald. I The Conversation skriver han om lufthavnens rituelle karakter og det, han kalder sikkerhedsteatrets paradoks. Lufthavnen er nemlig indrettet, så vi adlyder og afgiver kontrol: “Måske er det det, der er på spil her – ikke at afvise alle begrænsninger, men at bevare evnen til at tænke dem igennem”.

Hvordan ser USA ud om 10 år? Med Trump ved roret er det svært bare at forudsige, hvordan det ser ud i morgen. Politisk kommentator Ben Rhodes beskriver i New York Times, hvordan USA har bevæget sig ind i en “kortsigtethedskrise”. En krise skabt af Trumps hungren efter sejre. Uanset om et lovforslag på sigt skaber billioner i gæld, udråber Trump det til en succes og bevæger sig videre til næste punkt på dagsordenen. Han kan altid give skylden videre bagefter. For at komme ud af kortsigtetheden skal Demokraterne derfor turde tænke en fundamentalt ny vision for USA, mener Rhodes. De skal simpelthen give amerikanerne lyst til at tro på fremtiden igen.

“For måske er det ikke klimaet, vi frygter. Måske er det først og fremmest os selv. Vores egen dømmekraft. Vores gentagelsestvang; når vi griber ud efter det velkendte, selv når vi ved, det ikke virker længere. Når vi bygger nye motorveje, selv om vi ved, de fører til mere trafik. Når vi taler om grøn omstilling, men stadig hænger fast i fossil logik. Måske ser vi os selv udefra – vores historik med ulige magt, vold, overforbrug – og spørger: Er det virkelig os, der skal fortsætte?” Tankevækkende kronik af forfatter Morten Eisby i Information.

Spørg en italiener, om der skal fløde i en spaghetti carbonara, og du bliver skældt hæder og ære fra. Carbonaraen er nemlig blevet en helligdom i det italienske køkken. Den må ikke laves i andre varianter end den rigtige med guanciale, pecorino, æggeblommer og sort peber. Kok Jordon Ezra King udforsker i sit nyhedsbrev A Curious Cook den hellige pastarets historie. Resultatet er overraskende: I flere af de ældste opskrifter bruges der både hvidvin og den fordømte fløde. Den første opskrift med guanciale er samtidig den første med fløde. “Det er som at komponere Beethovens Femte og så spille den udelukkende på kazoos,” skriver King om det ingrediensvalg.

Et italiensk online-museum for plastikprodukter, der er drevet i land. God idé. Artikel i The Guardian. Gruppen bag Archeoplastica udstiller også i virkeligheden.

+ Den direkte vej til Archeoplastica.

“Men noget sker. Og den tanke kan jeg godt lide,” skriver Zetlands journalist til sidst i denne artikel om fast fashion. Den handler om, at der arbejdes på at få det stoppet. Men som Else Skjold udtaler: “Vi har jo en hel branche, der gennem 30 år har gjort alt, hvad de kan, for at lære den her fast fashion-forretningsmodel. Det er ikke bare Bestseller eller H&M. Alle laver jo stort set fast fashion.”

Interessant debatindlæg i Information af Dansk Zionistforbunds formand gennem 14 år (!) Max Meyer, som i øvrigt også er bestyrelsesformand for Socialdemokratiets hoforgan Piopio.dk. Der er mange retoriske svagheder i indlægget, men vi kan da slå ned på formuleringen om, at “jøder ligesom alle andre folkeslag har ret til ét sted i verden”. Det gælder så pudsigt nok ikke for det palæstinensiske folkeslag?

Børn vil lege frit. Uden voksne. Men det får de ikke lov til. Derfor ender de med snuden i skærmen. Tre kloge hoveder har fået den radikale idé at spørge børnene selv, hvorfor de bruger så meget tid i de digitale universer fremfor i den virkelige verden. Svaret udlægges i The Atlantic: “Børn vil gerne mødes ansigt til ansigt, uden skærme eller opsyn. Men fordi så mange forældre begrænser deres mulighed for at socialisere i den virkelige verden på egen hånd, tyer de til den ene ting, der tillader dem at hænge ud uden voksne i nærheden: deres telefoner.”

At “lege” med sin AK-47 er ikke en unormal hobby for børn og unge i Libanons palæstinensiske flygtningelejre. Globalnyt beretter om militsers rekruttering af børnesoldater i Shatila-lejren i Beirut. “Israel slår os ihjel i Palæstina, og derfor bliver vi nødt til at forberede de unge på fremtiden” siger Younes Shantaf, der tidligere selv har været børnesoldat og nu står for militærtræning af rekrutter i Shatila. Flygtningelejrens manglende fremtidsudsigter kan få militserne til at virke som den eneste udvej. “I bund og grund var jeg et barn, som bare prøvede at overleve”, fortæller Mahmoud Afifi, en anden tidligere børnesoldat.

Måske har du prøvet at kaste en klump sammenrullet madpakkepapir i skraldespanden fra den anden ende af klasselokalet eller kontoret, og følt dig som en Gud. Men hvad nu, hvis du skulle gentage kastet igen og igen, alt imens du filmede det, så der kunne komme en tvivlsom SoMe-karriere ud af dine pletskud? The Guardian har en sjov lille feature om professionelle “trickshooters”, som gladeligt bruger tusindvis af timer på at lykkes med ét enkelt “umuligt” trick med bordtennisbolde, mønter eller hvad der nu ellers kan få dem til at gå viralt.

Debattør og forfatter Eskil Halberg kritiserer (kærligt) Politiken for at være på et “spiritistisk korstog” efter at have lyttet til et afsnit af podcasten Den Levende med forfatter Amitav Ghosh. I et Facebook-opslag varsler Halberg mod en “grøn modedille”, der vil have os til “at forstå, at også dyr, planter og svampe har noget at skulle have sagt i den aktuelle biosfæriske nedsmeltning og overophedning.” Det tjener nemlig “et borgerligt og reaktionært tilbageslag for den offentlige mobilisering imod de økologiske kriser.” Mennesker bærer alene ansvaret for klimakrisen, ikke olie eller kul, der ifølge Halberg altså hverken kan tale, akkumulere kapital eller handle politisk. Øv.

Træer. Gode at kravle i, perfekte til julepynt og naturlige parasoller på en solrig sommerdag. Nå ja, og så er det noget med, at de producerer den ilt, vi indånder. Men hvornår har du egentlig sagt ordentligt hej til et træ? Filmmager og komponist Emmanuel Vaughan-Lee opfordrer – og guider dig – i regi af Emergence Magazine til netop det: Gå udenfor og tilbring noget tid sammen med en af disse højtragende skabninger. De er nemlig mere end kulisse og klatrestativ; faktisk har menneskeheden aldrig levet uden dem, så det er vel på tide, at vi får sagt pænt goddag.

“Set fra luften ligner Gaza ruinerne af en ældgammel civilisation, bragt frem i lyset efter århundreders mørke,” skriver The Guardian-journalist Lorenzo Tondo om synet fra et jordansk militærfly over Gazas luftrum. Militærflyet nedkaster faldskærmsudstyrede paller med nødhjælp til Gaza. Denne form for nødhjælp er dog hverken sikker for den palæstinensiske befolkning eller tilstrækkelig til at dække det enorme behov for mad i området. Samtidig rapporterer FN, at kun 1,5 pct. af landbrugsjorden i Gaza er brugbar efter de israelske bombardementer. “Israel har bygget den mest effektive sultemaskine, man kan forestille sig,” udtaler FN’s specialrapportør Michael Fakhri.

Den ene dag kritiserer han dansk vaccineforskning, og den næste annullerer han vaccinekontrakter for 500 mio. dollars. USA’s sundhedsminister og notoriske vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. har travlt. Et nyt dansk studie undersøger, om aluminium i vacciner giver øget risiko for en række sygdomme, men finder ingen sammenhæng. Undersøgelsen får heftig kritik af Kennedy, der kalder det et “propagandastunt af medicinalindustrien”. Anders Hviid, en af forskerne bag studiet, tager kritikken med ro: “Jeg har tænkt mig at uddrage de metodiske kritikpunkter, der er gemt i støjen fra de hårde ord, og så svare nøgternt på dem.”

TikTok er her, der og alle vegne. Fra dansekoreografier på gaden til turisten på din stamcafé. I sit nyhedsbrev Ridgeline skriver journalist Craig Mod langt, men interessant om TikTok-turisme og dens skadelige effekt på de små lokale fællesskaber: “Den hurtigste måde at dræbe fællesskabet på er at gå viralt på en ødelæggende måde”. Heldigvis ser Mod også lys for enden af TikTok-tunnelen. Det er stadig muligt at være en god turist ved “at være en bidragende del af økonomien (finansielt og kulturelt), at blande sig med stamgæster uden at fortrænge dem”. Så gå en omvej, find en lille café, men lad være med at tiktokke det.

Afsløringerne om Oljefondets investeringer i et israelsk bombeflyselskab, som vi var omkring onsdag, har fået nordmændenes pis i kog. “Det er Etikkrådet som ser på etiske spørsmål,” forsvarede fondens direktør, Nicolai Tangen, sig. Den køber ansvarshavende redaktør på norske Panorama Nyheter Emil André Erstad ikke: “Etikkrådet har blitt ein praktisk ventil for moralsk ansvar, men det er feil adresse for sinnet mot investeringane i den israelske krigsmaskina.” I stedet bør de norske politikere stemple ind og sætte det etiske kompas for investeringerne. Og der kan nordmændene jo give deres besyv med, når der er Stortingsvalg 8. september.

At være offline eller online er “(…) forskellen mellem at glide på termiske strømme af privat tænkning eller drøne afsted på skinner, drevet frem af den påtrængende nødvendighed af at høre andre folks meninger,” konstaterer skribenten Rafael Behr i The Guardian. Han reflekterer over teknologiens informationsoverloadende og uafbrudte oprør mod verden (og demokratiet), som vi kender den: “Vi kan tilpasse os tsunamien af ekstra stimuli, ligesom vi tilpassede os livet i byerne efter århundreder på landet. Men sådanne accelererede transitioner er turbulente, stressende og som regel voldelige.”

Hvordan påvirker man forhandlinger, når man ikke er inviteret til dem? I Altingets klimapodcast Aftryk fortæller klimaaktivist Caroline Besserman om at stå uden for magten og at veksle mellem den ‘søde’ og den radikale aktivisme. For hvis politikerne ikke reagerer, når man synger slagsange, må man gribe efter nye værktøjer. Sidste oktober blev det værktøj en sultestrejke af 11 flyverdragtklædte aktivister. Sultestrejken blev kritiseret for at skubbe folk væk fra klimabevægelsen, men Besserman påpeger, at det af og til er nødvendigt at skrue bissen på: “Risikoen ved den søde aktivisme er lige så slem, fordi risikoen er, at der ikke sker noget.”

“Militæret forsøger ikke blot at tiltrække tech-virksomheder fra Silicon Valley. I Trump-æraen er det lykkedes militæret at rekruttere dem.” The New York Times beskriver, hvordan OpenAI, Meta og alle de andre techgiganter ikke bare støtter Trumps udenrigspolitik, men også aktivt finansierer krudt og kugler i Ukraine og Gaza – og er stolte af det. Pinligt. “De indså, at det ikke længere var teoretisk, at den næste krig ville blive vundet af det militær, der havde de mest avancerede teknologier.”

+ Apropos: ‘Israel benytter Microsofts cloud til omfattende overvågning af palæstinenserne‘.

“Jeg [har] altid undret mig over, at jeg aldrig er blevet hjemsøgt af min tur til Afghanistan. Det er jo måske også, fordi jeg har gjort det, som alle siger, er det rigtige: Jeg har snakket om det. For nylig havde jeg faktisk en drøm. Jeg drømmer, at jeg har min datter i armene, og hun har mistet begge ben. Og jeg kan virkelig tydeligt forestille mig underdelen af hende, hvor benene er sprængt af, og man kan se kødklumperne, og hvordan jeg går forvirret rundt og prøver at gøre noget. Men også, imens jeg drømmer, bliver jeg bevidst om, at det, jeg er i gang med at gøre, det er forkert.” Krigsveteranen Lasse Mørch vil fortælle en mere positiv historie om at være udsendt.

I nat dansk tid ringede fredsklokken i Hiroshima på 80-året for atombomben. The New York Times mindes med Wassily Kandinsky, Yves Klein og nedslående fakta: “Den seneste våbenkontroltraktat mellem USA og Rusland udløber om blot seks måneder. Selve princippet om våbenkontrol risikerer at dø med den. Alt dette uden nævneværdig protest: lidt i vores politik, endnu mindre i vores kultur … Boghandlerne og streamingstudierne skyder skylden for vores egen udryddelse over på ydre antagonister: zombieinvasioner, vildfarne asteroider og, senest, dræbende kunstig intelligens.”

“Det er ligegyldigt, om det er sandt eller ej. Det er også ligegyldigt, om nogen rent faktisk stadig bruger X. Republikanerne ved, at det eneste, man skal gøre, er at finde – eller provokere – tilfældige internetkommentarer fra liberale, pakke dem ind til tabloid- og broadcastnyheder og derefter få deres politikere til at pege fingre og grine ad dem. Det eneste, der betyder noget, er, at det føles ægte. Og at man taler om det, de vil have, man skal tale om.” Ryan Broderick gennemgår i sit glimrende nyhedsbrev Garbage Day, hvordan den amerikanske højrefløj orkestrerer samtalen om Sydney Sweeneys jeans.

Eller har det nogensinde været væk? I Danmark, måske, men i New York er spillet overalt i det offentlige rum. Financial Times tager turen gennem byens mange backgammonscener: “Der er så mange mennesker i den her forbandede by, at man er nødt til at holde trafikken nede,” siger manden Poe, da journalisten sætter sig ved hans klapbord, der spærrer vejen. “Hvis folk tror, at de kan tjene en masse penge på at spille backgammon, har de den forkerte tilgang.”

Forestil dig, at du kan lave din egen avisforside med dine favoritnyhedsbreve og -medier (heriblandt Føljeton), plastre dem ind på en samlet forside, og så kun se de tekster, du faktisk gider at læse, uden irriterende algoritmer. Alt det kan du allerede. Lidt som Substack, bare også med alle dem, der ikke udgiver på Substack.

“Hvor blir det av den personlige solidariteten og engasjementet vi viste Charlie Hebdo og Jamal Khashoggi? Norske journalister har mange følgere i sosiale medier. Hvorfor har bare et lite knippe kolleger løftet frem historiene til drepte palestinske kolleger?”, skriver NRK’s korrespondent Yama Wolasmal, der også står bag programmet Yama udfordrer. “Jeg må innrømme at det betimelige spørsmålet til den palestinske kollegaen på Gaza, og den øredøvende stillheten fra den norske journaliststanden – spesielt fra redaktører og kommentatorer – har plaget meg.”

+ Danske journalister og kolleger i mediebranchen kan stadig nå at tilslutte sig den igangværende underskriftindsamling for en bedre dækning af Gaza.

Information har i løbet af sommeren lanceret en veloplagt serie om den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt i anledning af 50-året for hendes død. “Hun kunne stå midt i den grusomste verdenshistorie med sit eget liv og tænke fundamentalt over verdens indretning på samme tid. Helt inde i centrum af samtidens ildebrand og alligevel også helt udenfor, hvorfra hun tegnede det store billede,” skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i første artikel i serien. Filosof Anna Cornelia Ploug undersøger i det seneste afsnit, hvordan Arendt lykkedes med at tænke krystalklart i en ellers mudret tid. Det inkluderer en skøn metafor i skikkelsen af en perledykker.

Vold mod kvinder er strukturelt, ikke blot enkeltsager såsom Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein og Sean Combs. “En af grundene til, at epidemien af vold mod kvinder er så lidt anerkendt, er, at sager som disse bliver diskuteret individuelt og ofte behandlet som chokerende afvigelser snarere end som en del af et udbredt mønster, der findes på alle niveauer i samfundet. En anden grund er, at det i bogstavelig forstand ikke er nyheder – der er bølger af had og vold mod andre grupper, der kommer og går, men vold mod kvinder er global og vedvarende, en konstant snarere end en begivenhed,” skriver feminist og forfatter Rebecca Solnit skarpt i The Guardian.

Den danske sociolog Nikolaj Schultz, der har skrevet klogt om klima i bøgerne Notat om den nye økologiske klasse (sammen med afdøde stjernefilosof Bruno Latour) og Landsyge, forestiller sig, hvordan Vincent van Gogh ville forholde sig til vores hastigt forandrende verden. Ville malerens yndlingsfarve, gul, for eksempel få en anden – og mere dyster – betydning efter endnu en sommer med hedebølger, skovbrande og farligt tørt græs?

“Den største hindring for klimaindsatsen har aldrig været befolkningens holdninger, langsigtede økonomiske bekymringer eller svigtende diplomati. Selv når deres vælgere går ind for en klimaindsats, har politikerne konsekvent svært ved at levere en meningsfuld klimapolitik. Økonomer har længe argumenteret for, at forebyggelse af klimaforandringer har samlede velfærdsfordele, der opvejer omkostningerne. Og lande har løst andre globale miljøproblemer, som fx ozonhullet og syreregn, gennem internationale aftaler. Den største forhindring har været, at dekarbonisering vil skabe vindere og tabere – og fremtidens tabere har stor magt i lande over hele verden.” Hvorfor klimapolitik fortsat betaler sig på bundlinjen, men særligt én gruppe er god til at overbevise os om det modsatte. I Foreign Affairs.

“Vælgeradfærd kan i dag mindre end nogensinde reduceres til et produkt af klassetilhørsforhold. Men de problemer, som mange vælgere, der i dag stemmer på højrepopulister, har, kan altså bedst løses med venstrefløjspolitik. Af samme grund er det ærgerligt, at venstrefløjen i stigende grad er noget, man befinder sig på, hvis man tilhører den veluddannede øvre middelklasse.” Redaktionschef på Atlas og Føljeton-ven Alexander Rich Henningsen har ladet sig inspirere af et debatindlæg af den afdøde journalist Ulrik Høy.

“Jeg har svært ved ikke at se det ironiske i, at Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat nævner Hannah Arendt.” Ikke så banal kommentar i Dagbladet Information.

Glimrende undersøgende journalistik hos Mongabay: I Brasilien spiser embedsmænd, hospitalspatienter og børnehavebørn tungmetalfyldt hajkød – uden at de selv får det at vide. Blandt andet fordi dem, der står for regeringens indkøbsprogrammer, efterspørger særlige udskæringer snarere end en bestemt type kød. Og fordi der er “fuldstændig mangel på kontrol” over, hvilken fisk der er hvilken: “En gruppe arter, som de burde have ansvaret for at beskytte, køber de på en måde, hvor vi ikke engang ved, om de sælger og giver truede arter til børn. Og hvis du lægger forgiftningsaspektet af det med i puljen – det faktum, at du hver uge giver et forurenet kød til børn – er det superabsurd,” siger Nathalie Gil fra ngo’en Sea Shepherd Brazil.

Plastik er i vores hjerner, brystmælk og “alle led i fødekæden”; det flyder i vandet og blæser i vinden. Med andre ord infiltrerer plastikken, der som bekendt produceres af olie og naturgas, sig i alle afkroge af tilværelsen. Billedrig explainer i The Guardian. Genève, Schweiz, er fra tirsdag og ni dage frem vært for de afsluttende FN-forhandlinger om en juridisk bindende aftale om plastikforurening – en global plastiktraktat.

“Når folk får deres bøger forbudt i dag, siger jeg altid: ‘Vær glad! Den kommer til at stå forrest i boghandlen ved kasseapparatet i afdelingen for forbudte bøger, ikke i homoafdelingen ved siden af true crime ved toilettet’. Censorerne var mine bedste publicister. De var ikke klar over det, men de arbejdede for mig.” The New York Times’ T Magazine taler med filminstruktør John Waters og syv andre kunstnere om, hvordan Trumps forsøg på at forbyde “ord, ideer, bøger og mennesker” påvirker dem.