“iPod’en udvidede din smag, samtidig med at den indskrænkede din pladesamling til absolut bærbarhed. Venner eller fremmede kunne swipe igennem dit bibliotek og afkode dit musikalske id med det samme. Men medmindre du tilbød en høretelefon til din ven, var din samling stadig privat. Bærbarhed betød ikke deleligt […] Den første Sony Walkman var udstyret med to jacksticks til høretelefoner; Sonys ingeniørteam gik ud fra, at ingen ville have lyst til at høre musik alene.” iPod’en fylder 25 i år, og i den anledning har Dirt Magazine en glimrende artikel om, hvordan den mobile musikafspiller ændrede vores forhold til musik.

Venstrefløjen er krise, hører vi hele tiden. Men der er nu nok noget om det. En af de mest vedholdende venstrefløje i Europa, der har hjemme i Frankrig, har trange kår. Magasinet Jacobin skriver om 1930’ernes alliance Folkefront, der havde primært hjemme i Frankrig som Front populaire, men hurtigt spredte sig til lande som Italien og Spanien. Foreningen af kommunister og socialister var ellers utænkelig, inden fascismen for alvor gjorde sit indtog i Europa: “Repræsenterede Folkefronten en varig afvigelse fra revolutionær politik og en bevægelse mod gradualisme i Europa, eller var det starten på en helt ny vision om et antifascistisk demokrati?”

I en tid, hvor alle og enhver på sociale medier anmelder mad på sociale medier, kan der findes en tryghed og en form for nostalgi i at vende tilbage til de såkaldt etablerede madanmeldere. For et af redaktionens medlemmer har det i hvert fald resulteret i en underlig obsession med Berlingskes mangeårige madanmelder Søren Frank. Berlingske er begyndt at sende Frank i byen for at interviewe Michelin-kokke i København om deres yndlingsspisesteder (uden stjerner, til os dødelige), og det fungerer faktisk rigtig godt. Vi er ikke ene om betagelsen: Journalisten har lavet et stort portræt af anmelderen, som Claus Meyer sammenligner med Anton Ego fra  Disney-filmen Ratatouille.