Weekend den 12. juni
Ugens føljeton
Kære læser
Gwyneth Paltrow føler ingenting, siger hun smilende i sidste uges afsnit af sin podcast. Hendes gæst, Trae Stephens, der er tidligere ansat hos Palantir, ven med Peter Thiel og medstifter af forsvarsvirksomheden Andruil, griner lidt med. Paltrow fortæller, at hendes mand mener, at hun er republikaner, men det er hun altså ikke, griner hun. Hun […]
Det bedste vi har set
Torsdag kunne Børsen fortælle, at Rigspolitiet har udrullet software fra Palantir til Grønlands Politi. Farerne ved at lade en amerikanske overvågningsmaskine håndtere Grønlands mest følsomme data burde ellers være åbenlyse. Den undersøgende og tidligere The Guardian-journalist Carole Cadwalladr, der har brugt en hel del tid på at afdække Palantirs britiske forbindelser, sender her en alvorlig reminder: “Vi har ingen national sikkerhed.”
Mød Ronan Farrow. Uddannet i filosofi, jura og med en ph.d. i statskundskab, og så er han søn af Woody Allen. Men Farrow arbejder imod det system, der understøtter og holder hånden over Allen, hvis datter har anklaget ham for seksuelt misbrug. Farrow blev født i orkanens øje og arbejder for at stoppe den. Han afdækkede Weinstein-sagen, som antændte #MeToo-bevægelsen verden over og har for nylig udgivet en 16.000 ord lang artikel om OpenAI-chef Sam Altman, der bliver kaldt sociopat af flere tidligere medarbejdere. Portræt af “USA’s farligste journalist”.
“X, Instagram, Facebook – det slutter aldrig. Selv når man er væk eller har ferie, har man takket være smartphones nu Westminster med sig overalt,” siger en britisk parlamentariker til Politico. Politikerne i den vestlige hemisfære taler ganske vist for, at de sociale medier skal forbydes for børn, men det er ikke kun dem, der er afhængige. Politico skriver om mobiltelefonens indtog i magtens centrum: “Tænd for live-udsendelsen fra Underhuset under en hvilken som helst debat, og tæl, hvor mange der scroller.” Alle hader den, ingen kan lade den være.
Der er efterhånden blevet skrevet en del om, hvor meget vand og strøm datacentre bruger. Det er ikke kun det, der skaber problemer, men også hvor meget varme de afgiver. I værste tilfælde hæver centrene den omkringliggende jord overfladetemperatur med op til 9 grader, og det kan mærkes hos de mennesker, der bor inden for en radius på 10 kilometer. Al Jazeera giver et overblik over datacentrenes omkostninger for nærmiljøet.
“Jeg har nogle film, som jeg holder af. Og dem vil jeg selvfølgelig gerne efterlade. Men i det store og hele … med smerten og træerne, der smider deres sæd på jorden, har det jo ingen betydning.” Lars von Trier “er angst ad helvedes til”, parkinsonsramt og på plejehjem, men giver et faktisk ret opløftende interview til Ekko: “En ting vil jeg i hvert fald sige: Jeg har aldrig lavet en film på grund af indtægten. Jeg har altid lavet den, fordi jeg synes, den skulle være på den måde … Uanset hvad man fordyber sig i, bliver det fantastisk. Det er lige meget, hvad det er for en gren eller videnskab.”
“Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv vandt måske kampen om formueskatten, men hvis flere mennesker læste Børsen og vidste, at han går med et ur … til 550.000 kroner, kunne man måske åbne den igen?,” skriver Dagbladet Informations Mathias Sindberg i et underholdende opråb mod dyre armbåndsure, han sammenligner med “den Moncler- eller Gucci-trøje, en bandeleder fra Nørrebro er iført på vej i retten”.
Spisesedlen
EU’s asyl- og migrationspagt træder i kraft i dag fredag.
Sandsynligheden for, at Danmark når sit CO2-reduktionsmål i 2030 er kun 1 pct., vurderer tænketanken Concito.
Storbritanniens forsvarsminister John Healey forlader sin post i protest mod for lave budgetter.
Nordirlands politi var blevet advaret om risici for vold måneder forinden ugens højreekstremistiske optøjer.
Elon Musks SpaceX børsnoteres. Det forventes at blive den største børsnotering nogensinde.
Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver renten til 2,25 pct. Danmarks Nationalbank følger som vanligt trop.
Yoon Suk Yeol, tidligere præsident for Sydkorea, idømmes 30 års fængsel for at beordre droneindtrængen over Nordkorea. Den skulle skabe påskud for et kupforsøg i 2024.
Et sidste ord
Mexico 1968 kan stadig ses i gaderne.







