Weekend den 5. februar
Ugens Føljeton
- Israelske soldater om krigsforbrydelser.
- Anna Kornbluh om massekultur.
- KI-agenternes eget sociale medie.
- Cory Doctorow om internetlort.
- USA’s forsømmelse af klimaforskning.
- Kyle Chayka om filterverdener.
- Aalborg Portland som klimafrelser.
- W. David Marx om kulturens død.
Kære læser
Mens DR og TV 2 går i forventelige breaking-spåner over snevejret, og danskerne tilsyneladende har travlt med at flyve væk fra vinterkulden, holder justitsminister Peter Hummelgaard (S) heldigvis stadig øjnene på bolden. Eller på valgkampen. Nok mest valgkampen. Nu vi tænker over det, er “bolden” vist også så meget sagt. Det, som Hummelgaard har fået […]
Det bedste vi har set
“Der var endeløse skilte og samtaler, selvfølgelig, men også masser af unge, der uddelte håndvarmere eller varm kakao og te; en gruppe af somaliske kvinder tilbød sambusaer til taknemlige forbipasserende; en ung hvid hippie øste suppe i plastikkopper til enhver, der ville have det. […] Ved du, hvorfor Twin Cities har været så effektive til at modstå ICE? Fordi det er alle mand på dæk, kompromisløst og på mange forskellige måder og ved at bruge de små bidder af tid og energi og levet erfaring, som vi kan tilbyde.” Forfatter og snackekspert Doug Mack skriver om madens rolle i modstanden mod ICE og om opbygningen af lokalsamfundet i hans hjemby Minneapolis.
+ Forfatter Dara Moskowitz Grumdahl leverer et glimrende skriv om “hverdagen” i Minneapolis.
Det er en myte, at kedsomhed avler kreativitet. Faktisk kan kedsomhed gøre os mindre kreative. Men omvendt kan kreativitet være et godt værn mod at kede sig. Videnskabsjournalist Kristen French interviewer kedsomhedsforsker James Denckert om “Do Nothing”-udfordringen på sociale medier, hvor unge mennesker sætter sig i en stol og bare sidder der. I flere timer. Denckert fortæller, at det ikke giver mening blot at forsøge at kede sig mere i hverdagen – for det er afkobling, mange folk egentlig søger. Altså bør man ikke “rawdogge” sine flyveture ved at lave ingenting, men snarere løse den sværeste sudoku man kan.
Det går ikke super godt for FN for tiden, med tanke på særligt USA’s og Israels tilsyneladende foragt for verdensorganisationen. Men måske er det heller ikke så overraskende, at FN er endt som passiv tilskuer til folkedrab og deslige? Information forsøger i hvert fald at forklare forfaldet med et passende kig på historien: “Når iagttagere i dag taler om en dyb krise i FN-systemet, handler det ikke kun om, at organisationen har mange år på bagen, og at verden har forandret sig siden 1945. Det handler også om de medfødte sygdomme, som de stiftende medlemmer gav FN med på vejen, da de designede organisationen for 80 år siden.”
“Inuit har været nødt til at finde ud af, hvordan vi kan bevare vores samfund, vores kultur og vores selvbestemmelse, mens andre mennesker ønsker forskellige ting af os eller af vores landområder og territorier.” Donald Trumps trusler mod Grønland er heldigvis gået en smule i sig selv igen, og den danske medieopmærksomhed allerede på vej videre. Så meget desto bedre grund er der dog til at stoppe op og høre, hvad inuit selv tænker om kaosset. Det har The Guardian gjort.
I weekenden begynder vinter-OL i Milano og Cortina, og inden atleter skal køre med 100 km/t ned af et bjerg med et par planker under fødderne, genopfrisker Politico fem gange, hvor de olympiske vinterlege havde politisk relevans. Fx har Rusland invaderet Ukraine blot fire dage efter afslutningen på de olympiske lege – to gange. I 2014, hvor russerne selv afholdt legene, og i 2022, hvor Kina angiveligt bad Putin om at vente med sin invasion til efter afslutningen på vinter-OL i Beijing.
+ NPR om 19 fortællinger, det er værd at holde øje med ved årets vinter-OL.
“Skat, kig ind i mine stjernespækkede øjne. Det er mig./ Jeg er din Amerika./ Måske kunne du ikke genkende mig uden min hætte på./ Jeg har brutaliseret civile på mine gader, lige siden jeg blev bygget på stjålent land.” Forfatter og satiriker Amanda Lehr leverer i McSweeney’s et hårdtslående og sarkastisk skriv om den amerikanske historie med alle sine fascistoide, racistiske og socialismenedslagtende elementer. For opfører USA sig ikke bare, som det plejer?
Spisesedlen
Rusland og Ukraine udveksler 314 krigsfanger efter fredsforhandlingerne i Abu Dhabi.
Novo Nordisk lægger sag an mod Hims & Hers for kopi af Wegovy-pillen.
USA bomber “narkobåd” i det østlige Stillehav og dræber to.
Iran og USA mødes fredag i Oman til drøftelser.
Russisk general skudt i Moskva.
Canada og Frankrig åbner to nye konsulater i Grønland.
Niels Krause-Kjær vinder De Gyldne Laurbær for romanen Ude for uden.
Et sidste ord
Hvis du har tænkt dig at doomscrolle her i weekenden, kan du jo gøre det med Wikipedia.
Ses på mandag!







